Fra den 5. oktober 2026 bliver det igen muligt at flyve direkte mellem Esbjerg og Stavanger i Norge, når Esbjerg Airport i samarbejde med selskabet LYGG genåbner ruten.
Fra den 5. oktober 2026 bliver det igen muligt at flyve direkte mellem Esbjerg og Stavanger i Norge, når Esbjerg Airport i samarbejde med selskabet LYGG genåbner ruten.
Ruten betjenes med to ugentlige afgange og forbinder dermed to af Nordsøens centrale energiknudepunkter.
Det betyder, at virksomhederne får en direkte forbindelse, som imødekommer behovet for både forretningsrejser og offshoretransport mellem de to byer.
-Esbjerg-Stavanger har været en del af vores planer fra begyndelsen. Det er efterspørgslen, der afgør, hvornår og hvor vi tilføjer nye ruter, flere afgange og større fly. Derfor er vi meget glade for, at vi nu kan føje denne vigtige rute til vores voksende netværk i Nordsøområdet, siger Roope Kekäläinen, stifter af LYGG.
Esbjerg og Stavanger har længe været tæt forbundet gennem energi- og offshore industrien, og mange virksomheder har aktiviteter i og omkring begge byer. Derfor er den direkte rute tilrettelagt efter erhvervslivets faste rejsebehov. Det betyder, at rejsende kan flyve direkte mellem de to byer uden lange og besværlige mellemlandinger.
-Esbjerg og Stavanger har tætte forbindelser gennem energi-og offshoreindustrien og samtidig en mangeårig relation som venskabsbyer. For os er det derfor meget positivt, at den direkte flyrute nu vender tilbage. Ruten har stået højt på vores ønskeliste fordi vi ved, hvor stor betydning den har for erhvervslivet, og vi håber den vil blive taget godt imod blandt områdets virksomheder. Samtidig er ruten med til at styrke lufthavnens rolle som et centralt knudepunkt for erhvervslivet i Nordsøområdet, siger Allan Dahl Leiberg, konstitueret lufthavnschef i Esbjerg Airport.
Ruten mellem Esbjerg og Stavanger vil i første omgang blive betjent af det 19-sæders fly, der allerede har base i Esbjerg Airport.
I takt med at efterspørgslen vokser, kan LYGG øge antallet af afgange, ligesom der også kan indsættes et større fly.
-Vores model er baseret på efterspørgsel. Når der er bookinger på en planlagt afgang, flyver vi, understreger Kekäläinen.
Når flyet ikke anvendes til ruteflyvninger, kan virksomheder desuden chartre det til skræddersyede flyvninger fra Esbjerg Airport.
Faktaboks
Første flyvning: 5. oktober 2026
Flyvetider: Mandag morgen og torsdag aften
Flykapacitet: 19 sæder
Målgruppe: Erhvervsrejsende
Booking: Erhvervsrejsende kan booke via LYGG.com eller via deres virksomheds rejsebureau, hvis rejsebureauet har aktiveret LYGG i GDS.

