Esbjerg Airport og LYGG har genåbnet den direkte flyrute mellem Esbjerg og Stavanger. Den første flyvning fandt sted mandag den 5. oktober.
Esbjerg Airport og LYGG har genåbnet den direkte flyrute mellem Esbjerg og Stavanger. Den første flyvning fandt sted mandag den 5. oktober. Fremover flyves ruten hver mandag og torsdag. Dermed får erhvervsrejsende igen lettere adgang til kunder, kolleger og samarbejdspartnere på tværs af Nordsøen.
Ruteåbningen blev markeret i Esbjerg Airport med deltagelse af blandt andre medlemmer af Esbjerg Kommunes Klima- og Erhvervsudvalg og Esbjerg Byråd samt repræsentanter fra lokale virksomheder.
-Vi er meget glade for, at ruten nu er i gang. Virksomheder på begge sider har efterspurgt den, og nu er de to vigtige erhvervsregioner omkring Nordsøen igen direkte forbundet, siger Roope Kekäläinen, stifter og administrerende direktør i LYGG.
Hos Esbjerg Airport ser konstitueret lufthavnschef Allan Dahl Leiberg genåbningen som en styrkelse af det tætte samarbejde mellem de to byer.
-Vi har gennem mange år haft et tæt samarbejde med Stavanger, både mellem byerne og mellem virksomhederne, især inden for offshore- og energisektoren. Vi er derfor meget glade for, at den direkte rute nu er tilbage. Jeg håber, at erhvervslivet vil tage godt imod den og bruge den, så vi sammen kan holde forbindelsen i gang, siger han.
Flere forbindelser omkring Nordsøen
Stavanger er én af flere destinationer, som Esbjerg Airport og LYGG forbinder i et regionalt rutenetværk. Ruten til Groningen i Holland åbnede i august, og den 13. oktober følger en ny rute til Emden i Tyskland.
Tilsammen skal forbindelserne gøre det lettere og hurtigere for virksomheder inden for energi, offshore og maritime erhverv at rejse mellem byerne omkring Nordsøen.
Faktaboks
- Første flyvning: 5. oktober 2026.
- Afgange: Mandag morgen og torsdag eftermiddag.
- Flykapacitet: 19 sæder.
- Flyvetid: Cirka 1 time og 50 minutter.
- Målgruppe: Erhvervsrejsende.
- Booking: Via LYGG eller erhvervsrejsebureauer med adgang til LYGG i GDS/Amadeus.

