LYGG og Esbjerg Airport lancerer direkte rute mellem Esbjerg –
Stavanger for at servicere Nordsø-industrien.
LYGG og Esbjerg Airport lancerer en direkte flyforbindelse mellem Esbjerg og Stavanger.
Første afgang er planlagt til at lette i februar 2026.
Den indledende flyveplan er udviklet i tæt samarbejde med lokale virksomheder for at
sikre, at flyvetiderne passer ind i offshore- såvel som øvrige virksomheders rejsebehov
og mønstre.
– Vi er glade for, at LYGG overtager ruten mellem Esbjerg og Stavanger.
Kernen i vores strategi er at skabe værdifulde forbindelser. Her spiller det innovative
selskab LYGG en vigtig rolle. Stavanger har i mere end 28 år været en vigtig destination
for Esbjerg. Vores mål er at sikre en pålidelig forbindelse mellem de to energiknudepunkter,
siger lufthavnschef, Susanne Kruse Sørensen.
– Sammen med vores strategiske partner, Esbjerg Airport, etablerer vi en forbindelse,
der er skræddersyet til at imødekomme og tilpasse sig rejsebehovene i Nordsøregionen.
Takket være samarbejdet med vores kunder har vi kunnet udarbejde en
indledende flyveplan. Efterhånden som interessen vokser, kan vi løbende udvide. Vores
forretningsmodel er designet til at kunne vokse i takt med regionens behov for rejser,
siger LYGG’s stifter, Roope Kekäläinen.
LYGG er en regional lufttransportplatform, der skaber forbindelser, dér hvor der er
behov for det.
LYGG’s forretningsmodel er at samle flere virksomheders behov for rejser og matche
dem med erfarne flyoperatører for at skabe en stabil og fleksibel flyservice. Ved at
samle efterspørgslen bliver det muligt at etablere bæredygtige ruter – selv med lavere
passagertal.
– LYGG er ikke et flyselskab. Vi samarbejder med flere flyoperatører for at sikre en stabil
drift. Når efterspørgslen stiger, kan vi hurtigt sætte flere afgange ind, tilpasse flytypen
og åbne nye destinationer, siger Kekäläinen.
– Vi ønsker at opbygge et langsigtet partnerskab med et bredt udvalg af offshoredestinationer
i regionen. Vi har allerede udpeget flere spændende destinationer, som vi
ser fremtidspotentiale i, siger Kruse Sørensen.
Esbjerg som knudepunkt for LYGG’s Nordsø-ruter
Som en del af LYGG’s strategi med at forbinde byerne omkring Nordsøen vil selskabet
fortsætte med at udbygge forbindelserne fra Esbjerg. Fremtidige ruter i støbeskeen er
blandt andet til Emden, Groningen og Humberside. Disse ruter skal binde Nordsøens
energibyer tættere sammen og understøtte det samarbejde, der allerede finder sted
på tværs af landegrænser.
– Vi ser Esbjerg som det naturlige knudepunkt for vores Nordsø-netværk. De
virksomheder, der bruger lufthavnen, arbejder projektbaseret og har brug for en
fleksibel transportløsning, der kan tilpasses deres behov. Det er præcis det, LYGG er
skabt til – at løse de rejseudfordringer, som virksomhederne står med i dag, forklarer
Kekäläinen.
– Det lokale erhvervsliv har brug for fleksibilitet og pålidelighed, når det kommer til
deres rejsebehov. LYGG tilbyder en helt særlig løsning, der imødekommer netop det,
siger Kruse Sørensen.
LYGG er i øjeblikket i dialog med flere virksomheder om at tilføje yderligere afgange på
ruten mellem Esbjerg og Stavanger.
Billetsalget åbner i slutningen af november 2025.
Første afgang til Stavanger vil være i løbet af februar 2026.

